Gul Feber

Gul feber er en virusinfektion der over føres via stik fra myg (eller fra person til person). Gul feber er udbredt i tropiske områder i Latinamerika f.eks. Peru, Brasilien, Bolivia, Colombia, Amazonas samt i visse dele af Afrika. WHO anslår, at der er ca. 200.000 tilfælde gul feber på verdensplan (hvoraf 30.000 resulterer i dødsfald), og antallet af smittede er stigende på trods af underrapportering. Gul feber ses undertiden i epidemier, hvor et stort antal mennesker pludselig bliver smittet. Gul feber er den eneste sygdom, som visse lande kan kræve at rejsende er vaccineret imod. De internationale regler omfatter: et specielt ”Yellow fever” vaccinationshæfte, at vaccinationsklinikken er WHO-godkendt samt at gul feber-vaccinen er indgivet min. 10 dage før indrejse i det pågældende land. Nogle lande har meget strenge karantæneregler i form af afvisning ved grænsen, hvis man ikke kan fremvise gyldigt vaccinationskort – også blot ved transfer. Dette gælder især, hvis man rejser fra et land med forekomst af gul feber.
I 2011 fremkom WHO med modificerede anbefalinger omkring Gul Feber, hvor risikozonerne fremover inddeles i 3 zoner (høj, lav, ingen). Dette kan ses på nedenstående kort.
Gul feber i Sydamerika.

Gul feber i Afrika.

Symptomerne ses 3-16 dage efter smitte som f.eks: muskelsmerter, feber, kulderystelser, dårlig mave, hovedpine, kvalme, opkastninger, væsketab og i nogle tilfælde er symptomerne så milde, at gul feber-vira aldrig opdages. Ca. 15% får tilbagefald og udvikler gulsot (gulfarvning af huden) pga. leverbetændelse. Der ses blodmangel, nyrepåvirkning samt blødninger fra næse, øjne, mund og mave. Dødeligheden er mellem 5-40%.
Sygdommen er svær af diagnosticere i begyndelsesfasen, da den kan minde om bl.a. Influenza, Tyfus, Dengue fever, Hepatitis og forgiftning. Der kan tages blodprøver eller f.eks en leverprøve, der kan påvise gulfeber, men specifikke antistoffer mod gulfeber-virus i blodet kan først påvises, når sygdommen er overstået.
Der findes ingen specifik behandling mod gul feber. Man behandler i stedet symptomatisk f.eks. med intravenøs antibiotika og væske. Behandlingen er en specialist opgave, der udføres på hospitalet.

Heldigvis kan der vaccineres imod Gul feber. Gul feber vaccinen er en levende svækket virusvaccine, der beskytter særdeles effektivt (95-100%) efter vaccination. Vaccinen injiceres fortrinsvis i en muskel, men kan også indgives i underhuden.
Gul feber kan forbygges ved at undgå myggestik vha. imprægneret myggenet og DEET-holdige
myggemidler, men allerbedst ved vaccination imod gul feber. En vaccination er gyldig efter 10 dage og beskytter derefter livslangt. Nogle lande accepterer fortsat kun juridisk gyldighed i 10 år, så tag kontakt til dit destinationsland, hvis du er i tvivl om gyldigheden af vaccinationsvarigheden i det enkelte land.

Bivirkninger ses hyppigt de første tre dage efter vaccination. De er normalt milde og forsvinder i løbet af få dage.

Meget almindelige (> 10%)	Ubehag på indstiksstedet. Hæmatom. Hovedpine.
Almindelige (1-10%)	Feber, træthed. Kvalme, diarré, opkastning. Myalgi.

Sjældne tilfælde af vaccineassocieret neurotrop sygdom og viscerotropisk sygdom (ligner fulminant forløb af gul feber), der begge kan have fatalt forløb, er beskrevet. Hidtil hos førstegangsvaccinerede og især hos personer på 60 år eller derover samt hos personer med thymuslidelser. Anafylaktisk reaktion er set.

Du bør ikke vaccineres ved: overfølsomhed overfor indholdsstoffer i vaccinen (æg, hønseproteiner), tidligere reaktion på Gul feber vaccination, akut infektion (feber, antibiotika behandling mm). Rejsende med nedsat immunforsvar, gravide, ammende samt børn under 6 måneder bør almindeligvis ikke vaccineres. Desuden bør der udvises forsigtighed ved vaccination af rejsende over 60 år, da der ses en højere forekomst af visse bivirkninger. Hvis vaccination ikke kan fortages på grundlag af ovennævnte forhold, bør ”undtagelsesattest” udfyldes af vaccinationskliniken og medbringes af den rejsende.